Her kan du læse om hvordan andre gravide har oplevet 1. trimester af graviditeten, både fysisk og psykisk.
“Jeg har været i fertilitsbehandling, så der var ikke den store surprise oplevelse.”
“Min graviditet var længe ventet, først tre år hvor vi selv forsøgte, derefter næsten et år i fertilitet.”
“Da det endelig var lykkedes for os, var min kæreste ovenud lykkelig.”
“Jeg har kastet op i 8 ud af 9 måneder, stort set dagligt. Så det var ret hårdt. De dage hvor jeg ikke kastede op, var jeg bare endnu mere kvalme ramt.”
“Men jeg var bare glad for at jeg var gravid. Og udover kvalme og opkast havde jeg ingen gener. Min krop klarede det rigtig godt, jeg sørgede også for at holde mig selv igang hele tiden. Jeg har bla. Gået til gravidtræning og varmvandstræning for gravide. Begge dele kan klart anbefales. Og så har jeg gået, cyklet og svømmet lidt udover.”
“I første mange uger af min graviditet var det ikke rigtigt gået op for mig, og alligevel var jeg bange for at tabe det barnet.”
“Det var bestemt meget lettere at være gravid end, forventet. Det var en rigtig dejlig tid.”
“Jeg var til en hjertelydsscanning I uge 7. (tryghedsscanning, på fertilitetsklinikken som de tilbød) ellers var jeg bare til de almindelige kontrol besøg.”
“Forinden havde jeg været gravid 3 gange, den første endte i missed abortion og de 2 næste i spontan abort. Min kæreste og jeg var henvist til Klinik for gentagne graviditetstab på Rigshospitalet og havde fået taget alverdens prøver. Ventetiden var lang. Jeg aborterede for 3. gang i januar 2019, hvorefter vi blev henvist. Først i august blevet indkaldt til informationsmøde med 50 andre par på Riget og først derefter ville vi få indkaldelse til en lægesamtale med henblik på en behandlingsplan. Da vi blev henvist, anbefalede de, at vi brugte beskyttelse, indtil en evt. behandling var sat i gang. Vi valgte at lade være pga. den lange ventetid og det var et godt valg, for det lykkedes i ventetiden og jeg fødte en lille dreng i slutningen af januar 2020.”
“Graviditeten var mit højeste ønske og vi havde forsøgt i 3 år, så jeg var utroligt klar til at teste for HcG, dagen efter at jeg skulle have haft min menstruation. Den var svagt positiv. Jeg fik taget blodprøve hos lægen og bekræftet graviditeten. Efter at være blevet knust 3 gange, troede jeg ikke på det denne gang, så i starten blev jeg fulgt med blodprøver og jeg fik ekstra scanninger i 1. trimester. Jeg var bange og ikke rigtig glad. Jeg sagde ”Hvis” i stedet for ”Når”. Det stak lidt i hjertet at fortælle det til den nærmeste familie, for det lyste ud af de fleste, at de heller ikke helt troede på det og glæden og entusiasmen var ikke den samme som tidligere. Jeg pletblødte også et par gange i første trimester, men hans lille hjerte tiggede stærkt, hver gang jeg grædende holdt vejret til scanning.”
“Jeg var plaget af en overvældende træthed og kvalme i første trimester. Is og piratos hjalp med at tage toppen af kvalmen. Jeg gik på job og til scanninger og ellers lå jeg primært i min seng. Jeg turde hverken løbe eller ride, for jeg var bange for at det skulle være min egen skyld, hvis det gik galt igen.
Ved nakkefolds scanningen så vi en livlig lille fis, med rigtig fine tal. Fra da af, fik min kæreste ro på. Efter NF var jeg pludselig som alle andre gravide i sundhedsvæsnets øjne, ikke flere ekstra scanninger, samtaler eller andet. Men jeg følte mig ikke som andre, for jeg havde en anden historie og med den fulgte angst. Jeg misundte andre gravide, som ikke var bange for at gå på toilettet og se blod i trussen.”